DET DANSKE TÆNDSTIKMUSEUM
FRANTZ NEHAMMER
Data   Billeder   Etiketter
1914 - 1954
Havnegade 41, København


Nehammers start
Frantz Nehammer var egentlig grossist og burde som sådan have været placeret under grossisterne her på hjemmesiden, men da hans virksomheder fik stor indflydelse på udviklingen hos de store fabrikker herhjemme og blev handelscentral for disse, har vi valgt at medtage ham i fabriksafsnittet.

Da Jönköpings hovedforhandler i Danmark, L. Baagøe gik fallit i 1914 overtog Nehammer repræsentationen af Jönköping og Vulcans Tändstickfabrik. Baagøe havde tidligere forsøgt at lave en prisoverenskomst med H.E. Gosch & Co, uden held, men i 1915 blev der indgået en prisoverenskomst uden samtidig regulering i produktionsmængderne.

Nehammer blev i 1916 også generalagent for Förenade Svenska Tändstickfabrikker i 1916 og forhandlede alle de mærker, der på dette tidspunkt var omfattet af denne gruppe.

Da importen af svenske tændstikker til Danmark øgedes kraftigt i de første år af 1. verdenskrig og da de svenske tændstikker hurtigt blev videresolgt over grænsen, klagede Gosch i 1917 til Industrirådet over den unfair konkurrence, hvor de i modsætning til de danske fabrikker ikke havde restriktioner i forhold til eksporten og samtidig påpegede Gosch, at englænderne vel kunne tro, at det var danskerne der brød blokaden.

Gosch lagde samme år sag an mod Nehammer for kontraktbrud (vi ved dog ikke nærmere herom), hvorpå han opsiger samarbejdsaftalen med Gosch.

Svenskerne begyndte at købe op
I løbet af maj 1917 viste det sig senere, at den svenske herredshøvding R. Häggløf havde opkøbt for 10.000 kroner aktier i Gosch og i månederne efter yderligere aktier for den kommende svenske tændstikkonge, Ivar Kreuger.

Næsten samtidig oplyste Jönköping til Gosch´s direktør, Folmer Preisler, at de havde overdraget samtlige forretninger til Nehammer og Godthaabs tidligere direktør Oscar West meddelte Preisler, at svenskerne nu havde aktiemajoriteten i Glødefri og Hellerup og agtede at gøre tilsvarende store indhug i Gosch, idet de allerede havde købt en større aktiepost.

I sommeren 1918 dannedes Aktieselskabet Tændstikkompagniet, som havde til formål at fabrikere og handle med tændstikker samt optage samarbejde med lignende virksomheder. I bestyrelsen sad Nehammers tidligere sagfører, Carl Vilhelm Skovgaard Ostenfeld og Hellerup Tændstikfabriks direktør, Rudolph Peter Nielsen, som jo allerede var overtaget af svenskerne. Aktiekapitalen var 1½ million kroner med mulighed for forøgelse til 4½ million.

Og sommeren 1918 blev hektisk, idet Tændstikkompagniet tog kontakt til Gosch med ønske om, at overtage HELE Gosch´s produktion, hvilket Gosch pure afviste, idet man ikke ville afskæres fra kontakten til sine over 3000 kunder. Da man samtidig var klar over, at Tændstikkompagniet havde erhvervet endnu en stor aktiepost på 1½ million kroner i Gosch, kontaktede Preisler Ivar Kreuger for at få garanti for at svenskerne ikke stod bag Tændstikkompagniet. Dette benægtede Kreuger, idet han dog meddelte at de havde 10-årige aftaler med firmaet.

Tændstikkompagniet pressede og striden tog til
I løbet af de næste 3 måneder stridedes parterne næsten konstant og Tændstikkompagniet lagde et meget stort pres på Gosch om overtagelse, i det mindste af deres eksportdel samt en pris- og produktionsaftale for den øvrige handel. Tændstikkompagniet truede med at udvide Glødefri og Hellerup og bygge en helt ny og større fabrik. Preisler havde flere møder med Ivar Kreuger, som bedyrer, at svenskerne ikke har aktiemajoriteten i Tændstikkompagniet og han agerede, som om han var mægler mellem parterne. Men til kom Kreuger kulør frem. I et 7 sider langt og skarpt brev opridsede han situationen på verdensmarkedet og gik så i rette med Gosch og specielt Preisler, som han mente havde drevet en meget svenskfjendsk agitation i pressen. Herefter gik Kreuger i rette med de danske eksportmuligheder og den danske mangel på fleksibilitet, idet han mente, at danskerne ikke havde mulighed for eksporten, uden et samarbejde med svenskerne. Brevet afsluttede Kreuger med, at "Hvis de danske selskaber ikke kommer til forståelse inden 1. januar næste år vil de svenske fabrikker på såvel danske som eksportmarkedet få fuldt frie hænder og handler som bedst er.".

Presset af Kreuger forsøgte Preisler at få genåbnet forhandlingerne med Tændstikkompagniet, men de er afvisende og i stedet meddeler de, at de nu har en så stor aktieandel, at de kan begære ekstraordinær generalforsamling, hvor de vil have en række væsentlige ændringer i lovene og samtidig have 3 pladser i Gosch´s bestyrelse på bekostning af 3 fra Gosch. Kampen bølger igen frem og tilbage og resultatet bliver til sidst, at bestyrelsen kommer til at bestå af 7 medlemmer, hvoraf de 4 er fra den hidtidige bestyrelse. Samtidig skal indgås aftale om priser og produktion.

I april måned 1919 indgår Gosch og Tændstikkompagniet en aftaler, der indebærer, at Gosch får adgang til at udnytte de tekniske forbedringer og specialmaskiner, som svenskerne måtte have, samt tilsvarende adgang til råvarer. For dette skulle Gosch betale 30% af nettoverskudet, samtidig med at de forpligtede sig til ikke at sælge til de øvrige nordiske lande.

Handelsselskabet Hafnia dannedes
Mindre end et år efter ændrede Tændstikkompagniet navn til Handelskompagniet Hafnia, stadig med Nehammer som direktør og nu med en aktiekapital på 3 millioner kroner. Hvad ingen vidste på dette tidspunkt var, at samtlige aktier, med ganske få undtagelser ejedes at det Kreuger kontrollerede Svenska Tändstick AktieBolaget, også kaldet STAB. De få aktier, der ikke tilhørte STAB var noteret på nogle af Kreugers nærmeste medarbejdere.

Det var nu tydeligt STAB, der kontrollerede og det blev aftalt, at samtlige svenske tændstikfabrikker måtte producere 4200 millioner æsker, medens Gosch måtte fabrikere 150 millioner æsker. At man så sammenhængen til den øvrige del af Kreugers edderkoppespind, kunne ses i, at hvis Gosch fik accept til at producere mere, skulle de hollandske fabrikker have samme øgning.

I oktober 1920 måtte Nehammer forlade direktørstolen, da Ostenfeld og Rudolph Nielsen ikke kunne acceptere hans egenrådige handlemåder, hvor han havde taget sig en række økonomiske friheder med henvisning til at det var efter aftale med Kreuger, hvilket dog viste sig ikke at være rigtigt. I stedet indtrådte Alfred Jørgensen som ny direktør samtidig med at der oprettedes et underselskab, Tændstikfabrikkernes Salgscentral.

I 1924 havde Ekstrabladet, som den første avis, en artikel som rejste spørgsmålet om de danske tændstikfabrikker ejedes af den svenske tændstik-trust, men artiklen blev aldrig fulgt op og temaet forsvandt for en tid. Men i 1928, 10 år efter det faktisk var sket, kom det endelig frem, at den svenske verdenskoncern med Ivar Kreuger i spidsen var blevet medejere af Gosch & Co, idet Preisler var kommet i Hafnias bestyrelse og Kreugers højrehånd Krister Littorin og Hafnias direktør Alfred Jørgensen var kommet i Gosch´s bestyrelse. De næste år var hovedkonkurrenten de russiske fabrikker, der overstrømmede markedet med deres dumpingvarer.

Kreugers død og salget af Hafnia og Gosch
I 1932 døde Ivar Kreuger på vej hjem fra USA og dette afstedkom en uro på det økonomiske verdensmarked. Den efterfølgende kamp om overtagelsen af Kreugers verdensimperium kom til at stå mellem den amerikanske Morgan familie og den svenske Wallenberg-koncern. I lang tid forhandledes med det amerikanske International Match Coorporation (IMCO) om købet af Hafnia og dermed den over 1,6 millioner kroner store aktiepost, som de havde i Gosch. Forhandlingerne kom så vidt, at amerikaneren Hamilton Biggar Bole fra IMCO blev valgt ind i bestyrelsen hos Gosch på generalforsamlingen i 1934. Men kort tid efter blev det meddelt, at den svenske STAB-koncern, der nu ejedes af Wallenberg-koncernen havde købt aktierne i såvel Hafnia som Gosch og de øvrige danske tændstikfabrikker. Gosch overtog herefter Hafnia og underselskabet Tændstikfabrikkernes Salgscentral, der blev flyttet til fabrikken på Islands Brygge. Hafnia fortsatte i det små med handel med andre varer og lukkedes helt ved sammenlægning af Gosch & Co. og Hellerup & Glødefri i 1960.


 
    HISTORIE     FABRIKKER     REKLAMER     GROSSISTER     TEKNIK     MERE VIDEN     OM MUSEET     NYHEDER

Etiketkatalog
ÅR FABRIK
   
1838 Benjamin Hellmann
1840 Rohmell´s fabrikker
1840 Ramsing & Stonor
1842 Hans Andreas Reuter
1842 Anne Marie Granberg
1843 Hans Diderich Schmilau
1843 Frederik Georg Kølbel
1843 Carl Axel Hörner
1843 Carl Peter Rolff
1843 Christian Peter Beck
1843 Christophersen og Nielsen
1843 Johan Carl Müller
1844 Svovlstikkefabrikken i Møllegade, Aalborg
1844 Arnold Theofilus Müllertz
1844 Carl Ferdinand Gundorph
1844 Hassing og Schmidt
1844 Carl Frederik Kryger
1844 Peter Conradsen
1844 Philip Åkermann
1845 Niels Thuesen
1846 Niels Sørensen
1847 Rasmus Rasmussen
1847 Søren og Jørgen Brummer
1848 Frederik Hansen
1850 Greens fabrikker
1850 Carl Johan Staal
1850 Peder Andersen
1853 Güemos & Beeken
1853 Johan Wilhelm Otto
1857 Carl Abraham Metz
1858 Anders Sørensen & Co
1861 Peter Nielsen
1862 Søren Larsen Sørensen
1864 Randers Tændstikfabrik
1864 Rasmus Langeland Mathiesen
1864 Hintz & Co
1864 Ludvig Hintze
1865 Aalborg Svovlstikkefabrik
1865 Hans Jørgensen Svovlstikkefabrik
1865 Adolph Madsen
1865 Andreas Bernhard Bryndum
1866 Carl Meyling - Odense Tændstikfabrik
1866 Lund & Hartmann
1867 Johan Wilhelm Krause
1868 Peter Christian Petersen
1868 Kjær & Gottlieb
1872 Pallesen & Davidsen -
Kjøbenhavns ny Tændstikfabrik
1875 Kronen og Nørrebro Tændstikfabrik
1876 H.E. Gosch & Co
1901 Københavns Tændstikfabrik & Merkur
1904 Hellerup Tændstikfabrik
1907 Otto Miram
1908 KET & Union Allumetiére
1916 Frantz Nehammer
1921 Hellerup & Glødefri Tændstikfabriker
1934 Hans Bruun & Co - Tændstikfabriken Solo
1936 Herosan
1937 Zilfos
1938 Zilver og Kastrup Tændstikfabrik
1939 Pyroteknik
1942 Mariaco
1942 Verland
1943 Kastrup Tændstikfabrik (Fabriken Tendix)
1950 A/S Crown Gummed Paper - Cronmatch
1952 Mono Tændstik
1970 Multi Match
1973 Chemical Match
  Øvrige fabrikker