1914 - 1954
Havnegade 41, København
Nehammers start
Frantz Nehammer var egentlig grossist og burde som sådan have
været placeret under grossisterne her på hjemmesiden, men da
hans virksomheder fik stor indflydelse på udviklingen hos de
store fabrikker herhjemme og blev handelscentral for disse, har
vi valgt at medtage ham i fabriksafsnittet.
Da Jönköpings hovedforhandler i Danmark, L. Baagøe gik fallit i
1914 overtog Nehammer repræsentationen af Jönköping og Vulcans
Tändstickfabrik. Baagøe havde tidligere forsøgt at lave en
prisoverenskomst med H.E. Gosch & Co, uden held, men i 1915 blev
der indgået en prisoverenskomst uden samtidig regulering i
produktionsmængderne.
Nehammer blev i 1916 også generalagent for Förenade Svenska
Tändstickfabrikker i 1916 og forhandlede alle de mærker, der på
dette tidspunkt var omfattet af denne gruppe.
Da importen af svenske tændstikker til Danmark øgedes kraftigt i
de første år af 1. verdenskrig og da de svenske tændstikker
hurtigt blev videresolgt over grænsen, klagede Gosch i 1917 til
Industrirådet over den unfair konkurrence, hvor de i modsætning
til de danske fabrikker ikke havde restriktioner i forhold til
eksporten og samtidig påpegede Gosch, at englænderne vel kunne
tro, at det var danskerne der brød blokaden.
Gosch lagde samme år sag an mod Nehammer for kontraktbrud (vi
ved dog ikke nærmere herom), hvorpå han opsiger
samarbejdsaftalen med Gosch.
Svenskerne begyndte at købe op
I løbet af maj 1917 viste det sig senere, at den svenske
herredshøvding R. Häggløf havde opkøbt for 10.000 kroner aktier
i Gosch og i månederne efter yderligere aktier for den kommende
svenske tændstikkonge, Ivar Kreuger.
Næsten samtidig oplyste Jönköping til Gosch´s direktør, Folmer
Preisler, at de havde overdraget samtlige forretninger til
Nehammer og Godthaabs tidligere direktør Oscar West meddelte
Preisler, at svenskerne nu havde aktiemajoriteten i Glødefri og
Hellerup og agtede at gøre tilsvarende store indhug i Gosch,
idet de allerede havde købt en større aktiepost.
I sommeren 1918 dannedes Aktieselskabet Tændstikkompagniet, som
havde til formål at fabrikere og handle med tændstikker samt
optage samarbejde med lignende virksomheder. I bestyrelsen sad
Nehammers tidligere sagfører, Carl Vilhelm Skovgaard Ostenfeld
og Hellerup Tændstikfabriks direktør, Rudolph Peter Nielsen, som
jo allerede var overtaget af svenskerne. Aktiekapitalen var 1½
million kroner med mulighed for forøgelse til 4½ million.
Og sommeren 1918 blev hektisk, idet Tændstikkompagniet tog
kontakt til Gosch med ønske om, at overtage HELE Gosch´s
produktion, hvilket Gosch pure afviste, idet man ikke ville
afskæres fra kontakten til sine over 3000 kunder. Da man
samtidig var klar over, at Tændstikkompagniet havde erhvervet
endnu en stor aktiepost på 1½ million kroner i Gosch, kontaktede
Preisler Ivar Kreuger for at få garanti for at svenskerne ikke
stod bag Tændstikkompagniet. Dette benægtede Kreuger, idet han
dog meddelte at de havde 10-årige aftaler med firmaet.
Tændstikkompagniet pressede og striden tog til
I løbet af de næste 3 måneder stridedes parterne næsten konstant
og Tændstikkompagniet lagde et meget stort pres på Gosch om
overtagelse, i det mindste af deres eksportdel samt en pris- og
produktionsaftale for den øvrige handel. Tændstikkompagniet
truede med at udvide Glødefri og Hellerup og bygge en helt ny og
større fabrik. Preisler havde flere møder med Ivar Kreuger, som
bedyrer, at svenskerne ikke har aktiemajoriteten i
Tændstikkompagniet og han agerede, som om han var mægler mellem
parterne. Men til kom Kreuger kulør frem. I et 7 sider langt og
skarpt brev opridsede han situationen på verdensmarkedet og gik
så i rette med Gosch og specielt Preisler, som han mente havde
drevet en meget svenskfjendsk agitation i pressen. Herefter gik
Kreuger i rette med de danske eksportmuligheder og den danske
mangel på fleksibilitet, idet han mente, at danskerne ikke havde
mulighed for eksporten, uden et samarbejde med svenskerne.
Brevet afsluttede Kreuger med, at "Hvis
de danske selskaber ikke kommer til forståelse inden 1. januar
næste år vil de svenske fabrikker på såvel danske som
eksportmarkedet få fuldt frie hænder og handler som bedst er.".
Presset af Kreuger forsøgte Preisler at få genåbnet
forhandlingerne med Tændstikkompagniet, men de er afvisende og i
stedet meddeler de, at de nu har en så stor aktieandel, at de
kan begære ekstraordinær generalforsamling, hvor de vil have en
række væsentlige ændringer i lovene og samtidig have 3 pladser i
Gosch´s bestyrelse på bekostning af 3 fra Gosch. Kampen bølger
igen frem og tilbage og resultatet bliver til sidst, at
bestyrelsen kommer til at bestå af 7 medlemmer, hvoraf de 4 er
fra den hidtidige bestyrelse. Samtidig skal indgås aftale om
priser og produktion.
I april måned 1919 indgår Gosch og Tændstikkompagniet en
aftaler, der indebærer, at Gosch får adgang til at udnytte de
tekniske forbedringer og specialmaskiner, som svenskerne måtte
have, samt tilsvarende adgang til råvarer. For dette skulle
Gosch betale 30% af nettoverskudet, samtidig med at de
forpligtede sig til ikke at sælge til de øvrige nordiske lande.
Handelsselskabet Hafnia dannedes
Mindre end et år efter ændrede Tændstikkompagniet navn til
Handelskompagniet Hafnia, stadig med Nehammer som direktør og nu
med en aktiekapital på 3 millioner kroner. Hvad ingen vidste på
dette tidspunkt var, at samtlige aktier, med ganske få
undtagelser ejedes at det Kreuger kontrollerede Svenska
Tändstick AktieBolaget, også kaldet STAB. De få aktier, der ikke
tilhørte STAB var noteret på nogle af Kreugers nærmeste
medarbejdere.
Det var nu tydeligt STAB, der kontrollerede og det blev aftalt,
at samtlige svenske tændstikfabrikker måtte producere 4200
millioner æsker, medens Gosch måtte fabrikere 150 millioner
æsker. At man så sammenhængen til den øvrige del af Kreugers
edderkoppespind, kunne ses i, at hvis Gosch fik accept til at
producere mere, skulle de hollandske fabrikker have samme
øgning.
I oktober 1920 måtte Nehammer forlade direktørstolen, da
Ostenfeld og Rudolph Nielsen ikke kunne acceptere hans
egenrådige handlemåder, hvor han havde taget sig en række
økonomiske friheder med henvisning til at det var efter aftale
med Kreuger, hvilket dog viste sig ikke at være rigtigt. I
stedet indtrådte Alfred Jørgensen som ny direktør samtidig med
at der oprettedes et underselskab, Tændstikfabrikkernes
Salgscentral.
I 1924 havde Ekstrabladet, som den første avis, en artikel som
rejste spørgsmålet om de danske tændstikfabrikker ejedes af den
svenske tændstik-trust, men artiklen blev aldrig fulgt op og
temaet forsvandt for en tid. Men i 1928, 10 år efter det faktisk
var sket, kom det endelig frem, at den svenske verdenskoncern
med Ivar Kreuger i spidsen var blevet medejere af Gosch & Co,
idet Preisler var kommet i Hafnias bestyrelse og Kreugers
højrehånd Krister Littorin og Hafnias direktør Alfred Jørgensen
var kommet i Gosch´s bestyrelse. De næste år var
hovedkonkurrenten de russiske fabrikker, der overstrømmede
markedet med deres dumpingvarer.
Kreugers død og salget af Hafnia og Gosch
I 1932 døde Ivar Kreuger på vej hjem fra USA og dette afstedkom
en uro på det økonomiske verdensmarked. Den efterfølgende kamp
om overtagelsen af Kreugers verdensimperium kom til at stå
mellem den amerikanske Morgan familie og den svenske
Wallenberg-koncern. I lang tid forhandledes med det amerikanske
International Match Coorporation (IMCO) om købet af Hafnia og
dermed den over 1,6 millioner kroner store aktiepost, som de
havde i Gosch. Forhandlingerne kom så vidt, at amerikaneren
Hamilton Biggar Bole fra IMCO blev valgt ind i bestyrelsen hos
Gosch på generalforsamlingen i 1934. Men kort tid efter blev det
meddelt, at den svenske STAB-koncern, der nu ejedes af
Wallenberg-koncernen havde købt aktierne i såvel Hafnia som
Gosch og de øvrige danske tændstikfabrikker. Gosch overtog
herefter Hafnia og underselskabet Tændstikfabrikkernes
Salgscentral, der blev flyttet til fabrikken på Islands Brygge.
Hafnia fortsatte i det små med handel med andre varer og
lukkedes helt ved sammenlægning af Gosch & Co. og Hellerup &
Glødefri i 1960.