1842 - 1844
Rosenborggade 213, København
Johan Ludolph Granberg søger i august 1842 om at måtte fabrikere
svovlstikker. Han har lært dette af snedkersvend H.D. Schmilau,
der har arbejdet i hans fars snedkerværksted. Han påtænker at
anlægge fabrikken i et lejemål i Adelgade, men da brandvæsnet
besigter de lokaler i kælderen i Rosenborggade, hvor han agter
at sælge sine svovlstikker, bemærker de, at disse lokaler også
er egnede til fabrikationen, hvorfor vælger at anlægge fabrikken
her i stedet.
Men da han får bevillingen i 6. december 1842 er han død af en
medfødt svagelighed og hans mor, Anne Marie Granberg vælger
straks at ansøge om at måtte overtage sønnens bevilling, da hun,
som hun nok noget overdrevent skriver, allerede har investeret
over 1000 rigsdaler i anlæggelsen af fabrikken. Hun modtager
bevillingen mod at snedker H.D. Schmilau lover at forestå denne
og sørge for at der er ordentligt lukket og slukket ved
arbejdstid ophør.
Ud over Schmilau arbejder der i fabrikken i 1843 5 fattige børn
som producerer ca. 60 gros (8.500 stk) om året. Hertil forbruger
hun i følge industritællingen forskellige former for materialer
til ca. 30 rd.. Det er sandsynligt, at hendes påståede
investering på 1000 rigsdaler er noget overdrevet og i hvert
tilfælde ikke står mål med hendes produktion, som med
udgangspunkt i en pris på hele 2 rigsdaler pr. gros vil
indbringe 120 rigsdaler årligt, d.v.s. en indtjening på under
100 rigsdaler.
Efter at Schmilau har forladt virksomheden, går det ikke længere
så godt og Granberg prøver derfor allerede i marts 843 at
afhænde fabrikken. I første omgang ved at sælge eller leje den
ud og senere ved at prøve at sælge inventaret, uden at dette
lykkes. Det vides ikke
hvor længe fabrikken producerer, men produktionen stopper
sandsynligvis inden udgangen af 1843. I august 1845 sætter hun
et parti æsker til svovlstikker til salg. Anne Marie Granberg dør i
1847, hvorefter hendes svigersøn overtager ejendommen og lejer
kælderlokalerne ud til en høker. Han har dog stadig inventaret
til svovlstikkeproduktionen stående for den 4. januar 1850
indrykker han en annonce om at komplet inventarium til
svovlstikkefabrik sælges.
Fælles annonce for Schmialu og Granberg, mens alt endnu
var fryd og gammen
Og der kom en og der kom to
en på bare ben, en på sko,
en kom med hat, og den var grå,
og så havde han sokker på.
Julia, Julia, Julia, Julia hopsasa
Julie, Julia, søde Julia!
En drukken mand de slæbte ned,
mens til værten han råbte vred:
Fir' skilling gav jeg dig, min ven,
må jeg be' om de to igen.
Julia, Julia, Julia, Julia, hopsasa!
Julia, Julia, søde Julia!
Hvor mange men'sker der er brændt,
er mig endnu ikke ret bekendt, -
og hvem det er, man kan ej se,
thi man finder kun maverne.
Julia, Julia, Julia, Julia, hopsasa!
Julia, Julia, søde Julia!
En kemisk svovlstik, blev der sagt,
har vort Pjaltenborg ødelagt -
hvad er da verdens glans og skin
alt mod en usselig fyrrepind.
Julia, Julia, Julia, Julia, hopsasa!
Julia, Julia, søde Julia!
Den vægter standser i sit vers,
brand, han brøler og gør kommers,
det klemter støt i tårnets top,
sprøjterne kommer i fuld galop.
Julia, Julia, Julia, Julia, hopsasa!
Julia, Julia, søde Julia!
Hej, vægter, hvor skal slaget stå?
Oppe på hjørnet af Aabenraa.
Ih, Gud bevares skal den sorg
ramme det prægtige Pjaltenborg.
Julia, Julia, Julia, Julia, hopsasa!
Julia, Julia, søde Julia!
I borgen borde der en flok
lasarusser - det ved jeg nok -
men fine folk man også fandt,
jøsses, der bo'de en løjtenant.
Julia, Julia, Julia, Julia, hopsasa!
Julia, Julia, søde Julia!
Og hvem der nu i sengen lå,
nåede knap at få bukser på,
men hvem der stod og sov, hurra,
frelste sit liv og sit tøj endda.
Julia, Julia, Julia, Julia, hopsasa!
Julia, Julia, søde Julia!
Som kuriosum kan fortælles, at samtidig med at Anne Marie
Granberg drev sin svovlstikfabrik i kælderen samt i årene
efter, dannede ejendommen ramme om et såkaldte Pjaltenborg,
der var "hotel" for rejsende håndværkere og byens laveste
stand. Denne Pjaltenborg blev dog udødeliggjort, da Adolf
von der Recke skrev skillingsvisen "Pjaltenborgs brand",
efter at ejendommen totalt nedbrændte i løbet af blot 3
timer en kold isnende nat den 20. marts 1850 og 3 mennesker
indebrændte:
