CARL CONRAD KJÆR & ALB. HENRIK GOTTLIEB
Data
Billeder
Etiketter
1868 - 1875
Nørrebro
Cand. polyt. Carl Conrad Kjær købte i 1868 svovlstikkefabrikken
Hintz & Co på Christianshavn af Hans Peter Danker og søgte om at
etablere sin fabrik i den nyopførte bygning i Thyrasgade 5. Kjær
gik i gang med at bygge stueetagen om, bl.a. indrette ovne til
de forskellige processer og i starten af 1869 fik Kjær sin
tilladelse og kunne begynde sin produktion.
Der kom dog en del klager fra de omkringboende på grund af den
generende lugt fra fabrikken og Kjær stod derfor overfor at
skulle forhøje skorstenen. Han havde i mellemtiden set et tomt
fabrikslokale i det nærliggende Allersgade 15 og sammen med sin
bekendte, søkaptajn Albert Andreas Gottlieb fik de tilladelse
til at bygge fabrikken om og de flyttede straks efter maskiner
og udstyr til de nye lokaler. Der blev de efterfølgende år
foretaget en del ombygninger, ligesom der blev installeret
dampmaskine.
I 1873 udtrådte Gottlieb af firmaet og Kjær fortsatte som
eneejer under navnet "Kemisk svovlstikkefabrik v/C.C. Kjær".
Også Kjær havde under behandlingen af tændstikloven gjort
opmærksom på, at vedtagelsen kunne blive fabrikkens død og da
den blev vedtaget i 1874 valgte han straks at indrykke en
annonce i avisen og sætte den til salg.
Det var formodentlig Pallesen, der købte maskinerne af Kjær, som
rejste til Sverige, hvor han bl.a. blev ansat som ingeniør og
forstander på Annaberg Tændstikfabrik og senere blev ansat hos
Svenska Tändstickfabriks Aktiebolaget, hvor han også kom i
bestyrelsen.