DET DANSKE TÆNDSTIKMUSEUM
TÆNDSTIKKONGEN IVAR KREUGER
Ivar Kreuger blev født den 2. marts 1880 i Kalmar, hvor hans far
og onkel ejede den lokale tændstikfabrik. Kreuger uddannede sig
til civilingeniør og begyndte sin karriere indenfor
byggebranchen, hvor han var en af de første til at lave beton-
og elementbyggerier. I 1908 stiftede han sammen med en
studiekammerat byggefirmaet Kreuger & Toll, som blev kernen i en
international koncern af industri-, handels- og
finansvirksomheder.
I 1917 samlede han den svenske tændstikindustri i Svenska
Tändsticks Aktiebolaget (STAB), som i begyndelsen af 1930´erne
stod for 40% af verdens tændstikproduktion, mens
samarbejdspartnere varetog andre 22%. Han forestod en voksende
international udlånsaktivitet og erhvervede endvidere betydelige
aktieposter i svenske selskaber som Stora Kopparberg og SKF,
ligesom han havde aktiemajoriteten i L.M. Ericsson.
Kreugers position var i det hele taget imponerende og vakte
verdens opmærksomhed som Tændstikkongen. Verdens aviser var
fyldte med artikler om den svenske rigmand, som på dette
tidspunkt blev betragtet som verdens rigeste mand.
Da den internationale lavkonjunktur forstærkedes efter
børskrakket i New York i oktober 1929 måtte Kreuger selv op tage
store banklån for at opretholde illusionen om en succesrig og
udbyttegivende koncern.
På vej fra et møde i USA havde Kreuger i 1932 mellemlandet i
Paris for her at holde møde med nogle europæiske banker, men om
morgenen den 12. marts 1932 blev han fundet død på sit
hotelværelse, formodentlig skudt ved selvmord. Kreugers store
koncern krakkede samme år og kostede året efter den svenske
statsminister C.G. Ekman posten, da det kom frem, at han havde
modtaget partistøtte fra Kreugerkoncernen.
I flere år efter var oprydningsarbejdet i gang og der opstod
store kampe om overtagelsen af koncernens vitale dele. De to
store aktører i denne var Morgan-familien i USA og
Wallenberg-familien i Sverige, hvor sidstnævnte var den, der i
relation til hovedparten af foretagenderne var dem der trak det
længste strå.