DET DANSKE TÆNDSTIKMUSEUM HIS

Fyrtøjet har været almindeligt brugt til fremstilling af ild i hele Europa gennem flere hundrede år.
Et fyrtøj består af et stykke flintesten og et ildstål, som blev slået mod hinanden. Derved frembragtes gnister som blev opfanget i fyrsvamp og når gnisten fængede og der kom en glød frem, kunne man antænde en fidibus, som de første svovlstikker blev kaldt.
Fyrtøjet blev opbevaret i en pose i bæltet.
Der fandtes både transportable og stationære fyrtøjer.

I forbindelse med researchen til bogen om den danske tændstikindustri, faldt vi i Folketællingerne fra bl.a. 1801 over en del personer, der lavede svovlstikker. Lige straks troede vi ikke vores egne øjne, men disse svovlstikker har selvfølgelig været disse ildbærere.

Fosforfyrtøjet fremkom første gang i 1780, og var en lille flaske indeholdende fosfor, som man med disse gammeldags svovlstikker arbejdede op af flasken og gned mod proppen, hvorved det kom i brand og tændte svovlstikken.

Senere - i 1805 - fik den konkurrence, idet franskmanden Chancel opfandt den såkaldte "dyppestik". For at tænde denne pind, dyppede man stikken ned i en lille flaske med asbest fugtet med svovlsyre. Når stikken blev ført ind i flasken og trykkede den mod asbesten ville denne antænde den svovlede stikke.