Fyrtøjet har været almindeligt brugt til fremstilling af ild i
hele Europa gennem flere hundrede år.
Et fyrtøj består af et stykke flintesten og et ildstål, som blev
slået mod hinanden. Derved frembragtes gnister som blev opfanget
i fyrsvamp og når gnisten fængede og der kom en glød frem, kunne
man antænde en fidibus, som de første svovlstikker blev kaldt.
Fyrtøjet blev opbevaret i en pose i bæltet.
Der fandtes både transportable og stationære fyrtøjer.
I forbindelse med researchen til bogen om den danske
tændstikindustri, faldt vi i Folketællingerne fra bl.a. 1801
over en del personer, der lavede svovlstikker. Lige straks
troede vi ikke vores egne øjne, men disse svovlstikker har
selvfølgelig været disse ildbærere.
Fosforfyrtøjet fremkom første gang i 1780, og var en lille
flaske indeholdende fosfor, som man med disse gammeldags
svovlstikker arbejdede op af flasken og gned mod proppen,
hvorved det kom i brand og tændte svovlstikken.
Senere - i 1805 - fik den konkurrence, idet franskmanden Chancel
opfandt den såkaldte "dyppestik". For at tænde denne pind,
dyppede man stikken ned i en lille flaske med asbest fugtet med
svovlsyre. Når stikken blev ført ind i flasken og trykkede den
mod asbesten ville denne antænde den svovlede stikke.
Fyrtøj (ofte benyttet af damer), hvor hanen med flint slås mod
stålet og antænder et stykke fyrsvamp, der er anbragt for enden
af "pistolen". Det vides ikke om denne teknik kom før
snaphanegeværet eller omvendt.
De første fosforsvovlstikker, med svovl i begge ender og som
kunne antændes på en hvilken som helst ru overflade
Beholder med svovlstikker, der dyppes i væsken i beholderen til
højre, hvorved der opstår en eksplosionsagtig antænding af
stikken.