I slutning af 1800-taller arbejdede de fleste børn fra de
fattigste familier allerede fra 7 - 8 års alderen. Som oftest
var dette en nødvendighed for at bidrage til forsørgelsen af
familien. Ud over skolegangen havde de fleste børn et
deltidsarbejde - eller efter nutidens målestok, et
fuldtidsarbejde, idet arbejdstiden ofte var op til otte timer.
Samtidig var det også en almindelig opfattelse, at det var sundt
for børn at komme ud og lære at bestille noget. Efter
konfirmationen gik man ud af skolen og fik en læreplads eller et
arbejde. En boglig uddannelse var det kun de mest velstilledes
børn, der fik.
Mens børnene på landet ofte var medhjælp på gårdene, arbejdede
børnene i byerne typisk i huset hos fremmede, som bybude eller
på fabrik. Fabriksarbejdet var hårdt, beskidt og ofte også
farligt. Forholdene var langt fra sikre for de små arbejdere.
Tobaks-, tekstil- og svovlstikkeindustrien er de industrier, der
beskæftigede flest børn. Ofte var det små børn, der var ansat og
lønnen var meget lille. Det værste var dog, at børnene arbejdede
med farlige maskiner og håndværktøjer og med meget giftige
stoffer, det gav skader og i nogle tilfælde var skyld i
dødsfald, bl.a. på grund af den hvide og gule fosfor på
svovlstikkefabrikkerne.
Beskrivelser fra datiden fortæller bl.a. om, hvordan børnenes
ånde og klæder direkte lyste, når de gik hjem fra
svovlstikkefabrikkerne sent om aftenen.
En af foregangsmændene mod børnearbejde var lægen Emil
Hornemann. I juli 1872 holder han på det første nordiske
industrimøde i København et meget bevæget foredrag om børns
anvendelse i fabrikker og efterfølger sit foredrag med en
artikel i skriftet Hygiejniske Meddelelser. Som udgangspunkt
opfatter Hornemann børnearbejde som sundt og lærerigt, men han
har også en række kraftige indvendinger. Han konkluderer i sine
indlæg, at fabriksarbejde kan have indflydelse på børns vækst og
udvikling og at der kan opstå sygdomme på grund af arbejdet.
Noget af det der gør størst indtryk på ham, er at se børn, der
har arbejde på svovlstikkefabrikkerne og har fået fosfornekrose.
Emil Hornemann, der er dybt respekteret for sit arbejde for
sundheden og hygiejnen, får med sine indlæg ret hurtigt
politikerne til at reagere, og som direkte følge af hans
arbejde, bliver loven om børnearbejde vedtaget 23. maj
1873. Reglerne for børnearbejde bliver yderligere strammet i
1889 og herefter flere gange reguleret for at forbedre
forholdene for børn, mens de går i skole.
Loven om børnearbejde
fra 1873
Lægen Emil Hornemanns artikel i Hygiejniske
Meddelelser fra 1872 om børns anvendelse i fabrikker
