Axel Andreasen & Sønner
1957-
Strandlodsvej 6, København
Axel Andreasen & Sønner blev anmeldt til
Handelsregistret i 1957 med Axel Albert Andreasen og hans 2
sønner Mogens Geert Andreasen og Erik Geert Andreasen som
indehavere.
Den dengang 60-årige Axel Albert Andreasen havde ikke den
litografiske interesse fra fremmede, idet hans far, litografen
og tegneren Carl Albert Andreasen havde drevet
litografivirksomheden Andreasen & Lachmann sammen med Julius
Lachmann siden 1911.
Da Julius Lachmann døde i 1931 trådte Axel Albert Andreasen og
hans 2 år ældre bror Henry Sophus August ind i firmaet.
I 1946 døde Carl Albert Andreasen og de to sønner fortsatte i
firmaet, som på dette tidspunkt havde skiftet navn til AL-offset
Reproduktion. De to sønner er samtidig medejere af firmaet
Sommers Laktrykkeri, hvor de dog træder ud i 1958, bl.a. for at
Axel Andreasen kan hellige sig sit nye firma med hans to sønner.
På samme tid træder Axel Andreasen også ud af AL-offset
Reproduktion, hvor hans bror nu fortsætter alene.
I 1965 trådte Erik Geert Andreasen ud af firmaet medens hans far
og bror fortsatte firmaet sammen, indtil 1969, hvor Axel
Andreasen døde, hvorefter Mogens Geert Andreasen fortsatte
firmaet alene.
Axel Andreasen & Sønner trykte i en årrække H.E. Gosch & Co´s
etiketter og udarbejdede en lang række af udkast til etiketter.
Ud over dette trykte Axel Andreasen & Sønner også sine egne
æsker, som blev produceret hos H.E. Gosch & Co.
Æskerne blev ikke udgivet som selvstændige æsker, men blev
samlet bl.a. i en "kalenderbog" og givet som
gaver til Axel Andreasen & Sønners gode kunder bl.a. i
forbindelse med årsskiftet.
Sammen med æskerne fulgte altid en videnskabelig fortælling om
det pågældende års tema, ligesom der ofte var en forklarende
historie til de enkelte billeder.
Axel Andreasen & Sønners nytårshilsen, der
fulgte med "kalenderbogen", her fra kalenderen for 1977.